Udsender du nyhedsbrev uden tracking, så dør en fasan
Her på mit kontor har vi et fint lille stykke skov i vores baghave. Altså bortset fra at de er midt i at pløje en motorvej igennem den, hvilket har resulteret i at vi mere eller mindre er ved at blive invaderet af vildt. Især fasaner, som jeg har en mistanke om brygger på planer om at invadere vores hus.
Derfor har jeg besluttet mig for, at hver gang nogen udsender et nyhedsbrev uden Google Analytics tracking, så nakker jeg en fasan!
Ja altså, det er ikke min fejl at kvarterets fasaner dør! Det er alle de webshop-ejere, der udsender nyhedsbreve uden Google Analytics tracking, der er de skyldige.
Øh, hvorfor er det nu at det er vigtigt?
Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor det er vigtigt at have Google Analytics tracking på dine nyhedsbreve. Og gjort opmærksom på, at det ikke bør være sværere at få styr på, end at sætte et flueben i dit nyhedsbrevsystem.
(Konstrueret screenshot fra Rapporten-over-alle-rapporter)
Med det flueben kan du pludseligt se, hvad hvert nyhedsbrev omsætter for. Og det er en super motivationsfaktor til at få udsendt og arbejdet med sine nyhedsbreve.
Men af uransagelige årsager er der stadigvæk folk, som insisterer på at benytte nyhedsbrevssystemer, der ikke har dette flueben. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor. Men okay, der er også rigtigt meget i denne verden jeg ikke forstår.
Derfor kommer der her en guide til, hvordan du manuelt laver denne tracking. Det tager maks. 5 minutter ekstra, hver gang du udsender nyhedsbrev, og det bør du altså have tid til at investere i at få styr på dit salg!
Manuel Google Analytics tracking
For at spore besøgende og salget via nyhedsbreve, kræver det såmænd ikke andet end at alle links til dit website får påklistreret nogle ekstra parametre. Disse parametre samler Google Analytics så op, og sørger for at proppe den besøgende ind i den rigtige "kasse", som du kan segmentere på.
Sådan noget med at proppe parametre på webadresser kan godt virke lidt teknisk, men heldigvis har Google en fantastisk URL bygger til den slags:
I toppen indsætter du den adresse, du vil linke til.
Under Medium skriver du "Email", under Source skriver du "Nyhedsbrev", og under Name skriver du nyhedsbrevets navn. Hvis du har lyst, så kan du skrive hvor henne linket er placeret i nyhedsbrevet under Content, men det er ikke påkrævet.
Jeg anbefaler at du altid skriver "Email" og "Nyhedsbrev" under Medium og Source, og så varierer Name-feltet for hvert nyhedsbrev. Det er min erfaring at det giver den bedste struktur inde i Google Analytics.
Klik nu på "Generate URL"-knappen, og formularen spytter det link ud, som du skal bruge.
Hvilke links skal dette gøres ved?
Dem alle!
Det er vigtigt, der ikke er et du lige misser, for så bliver de besøgende simpelthen ikke samlet op i Google Analytics. Eller dvs. det gør de selvfølgelig, men de ryger som regel ind i den rodekasse, der hedder "Direkte besøgende".
Udfordringen er så, at et nyhedsbrev som regel består af to dele:
- En Template / Skabelon.
Folk har det med at klikke på det første og bedste i nyhedsbreve, og dette er som regel dit logo i toppen, placeret i en eller anden form for skabelon.
Det kan være du lige skal have en teknikker ind over for at proppe sporing på dette link, og eventuelt andre links. Men det burde ikke tage mere end 5 minutter, og skal mere eller mindre kun gøres én gang. - Selve indholdet.
Og det er så her du selv (desværre) kommer ind i billedet og skal lave lidt arbejde.
Hver gang du linker til din webshop eller til et af dine produkter, så skal du lige smide linket forbi ovennævnte link bygger. Men når du først har gjort det et par gange, så tager det altså ikke mere end et par sekunder. Så der er virkeligt ingen undskyldning for ikke at gøre det, heller ikke "det-er-teknik-så-jeg-ka-ikk-finde-ud-af-det".
Værre er det sådan set ikke. Og det bør ikke tage dig mere end 5 minutter at gøre, heller ikke den allerførste gang. Og dette burde du kunne gøre uanset hvilket nyhedsbrevsystem du har valgt at benytte.
Hav ikke et fasanmord på samvittigheden
Få det nu gjort, ellers så nakker jeg en fasan! Vil du virkelig have det på din samvittighed?
Og skulle du alligevel have en eller anden undskyldning for ikke at have Google Analytics tracking på dine nyhedsbreve, så læg den endelig i en kommentar herunder. For jeg kan virkeligt ikke forestille mig hvad den skulle være.