Case: Filabel.dk børnetøj
Tilbage i foråret 2010 gik børnetøjsbutikken Filabel.dk online med en ny butik, udviklet og leveret af Afdeling 18. Normalt fungerer jeg ikke som platformsleverandør, men dette projekt var simpelthen for spændende.
Hvilke fordele har Filabel så opnået ved at få en online marketing mand til at levere deres nye system? Jeg vil her gennemgå nogle af de i mine øjne bedste features.
Om Filabel
Filabel er en børnetøjsbutik, der har eksisteret siden 2005. Den er drevet af Anitta fra hendes landejendom i Spjald, sammen med hendes mor og en assistent. Filabel sælger alle de kendte mærker af drengetøj og pigetøj, men forsøger også at specialisere i unikke udenlandske brands fra Japan, New York, ja fra hele verden.
Filabel var låst fast i en forældet platform, der ikke var til at hugge og stikke i, og det var umuligt at vækste på grund af den. Samtidigt havde jeg igennem nogen tid stået for deres online markedsføring, og var her løbet ind i en mur fordi jeg ikke kunne lave unikke landing pages, konverteringsoptimering, søgemaskineoptimering og alt det andet sjove.
Netop derfor så jeg noget enormt spændende i dette projekt: At skabe en webshop på en suveræn platform, der kunne give mig og Filabel nogle unikke muligheder inden for online markedsføring!
Den tekniske platform
Hvis vi lige hurtigt skal tage de tekniske detaljer, så kører Filabel på en kombination af Open Source CMS'et Umbraco og en yderst skræddersyet udgave af uCommerce. Kombinationen af et suverænt og brugervenligt CMS og et solidt e-commerce framework har gjort, at vi selv har kunne bestemme alt omkring udformingen af shoppen, og at nye udvidelser kan tilføjes på rekordtid.
Shoppen er desuden integreret op imod CampaignMonitor til udsendelse af nyhedsbreve, hvilket Filabel helt selv kan opsætte inde fra backend'en uden at skulle rode med HTML-koder. Og så er der selvfølgelig fuld integration op imod Google Analytics, oven i købet med nogle små, hemmelige tricks :-)
Det var lige en kort opremsning af det tekniske, håber du ikke er faldet i søvn endnu.
Alle de lækre detaljer
Hvilke detaljer ved den nye shop er det så, jeg er allermest stolt af? Puha, der er mange. Lad mig forsøge at nævne bare nogle få af dem:
- Frit leverandørvalg!
Ja, du læste rigtigt, det står Filabel frit til enhver tid at fyre mig som leverandør og vælge nogle andre. Et punkt jeg altid sætter en stor ære i at gå efter.
De ejer så at sige al koden bag, og der er mange andre end mig her i Danmark, der kan finde ud af at arbejde i Umbraco og uCommerce.
- Pæne kategorisider
Kategorisiderne er noget jeg synes mange giver alt for lidt opmærksomhed. Dels er det en vigtig indgang til produkterne for kunderne, men de kan med stor fordel benyttes som landing pages for SEO trafik og Adwords kampagner.
Der er desuden sortering og avanceret filter-funktionalitet, hvilket jeg kan hilse og sige er en del mere kompliceret at lave end man umiddelbart skulle tro...
Der er også dynamiske produktkategorier, f.eks. ryger alt nedsat tøj automatisk ind under "Udsalg", automatisk billedgenerering/-skalering, pæne URL'er og alt det andet man nu kan forvente af en moderne shop platform.
- Dynamiske Landing Pages
Når man arbejder med SEO og Adwords er det vigtigt, at man har mulighed for at sætte en lang række dynamiske landing pages op. Og mindst lige så vigtigt er det, at disse ikke skal vedligeholdes på sigt, i takt med at produkter bliver skiftet ud i butikken.
Det dynamiske landing page system i Filabel's nye shop er så simpelt at bruge, at det tager mig et minut at sætte en ny side op, og Filabel kan oven i købet også selv finde ud af det.
- Simpel og overskuelig checkout process
Vi arbejdede meget på at lave hele checkout processen så simpel og overskuelig som overhovedet mulig. Hvilket ikke var helt nemt, da Filabel tilbyder mange forskellige former for fragt, levering, betaling osv. Men det er lykkedes utroligt godt, og Filabel har i dag en imponerende lav dropout rate i checkout'et.
Checkout'et indeholder f.eks. simplere navigation, ingen påkrævet registrering, adresseopslag hos Krak/Eniro, chat m.m.
- MASSIVE trafik peaks!
Lad mig afsløre, at når Filabel trykker på "Send"-knappen på et udsalgsnyhedsbrev, så eksploderer trafikken!
Og det er en udfordring at lave et system, der på den ene side er super fleksibelt og dynamisk, men samtidigt skalerer godt.
Det tog lidt tid i starten af få luset de værste performance problemer ud af systemet. Men takket være intensiv test med et godt stress test værktøj, vidste vi konstant hvor mange samtidige brugere der skulle til for at crashe shoppen, og om forbedringer og rettelser havde positiv eller negativ effekt.
Er du f.eks. klar over hvor mange nyhedsbrevsmodtagere der skal til, før din shop bukker under for presset? Eller stoler du blindt på, at det må din shop leverandør / hosting provider da havde styr på?
- Platform er et e-Commerce produkt, men integreret
i et CMS
Ved at tage udgangspunkt i et af de pt. førende CMS'er (som oven i købet er gratis), så får man i backend'en en brugervenlighed, som sjældent ses i andre e-Commerce produkter.
Umbraco har desuden et utroligt godt og fleksibelt template og makro system, der gør det legende let at sætte "alternative" layouts op til individuelle sider, så man på den måde nemt kan udføre selv avancerede A/B-tests.
Al indhold og hele produktkataloget er desuden lagret som XML, hvilket gør det nemt at integrere op imod alle mulige andre systemer. Her på det seneste har det bl.a. resulteret i et fancy faneblad inde på Filabel's Facebook side.
Der er 1.001 andre detaljer ved shoppen, som jeg har lyst til at fremhæve. Og mindst lige så mange andre ting vi skal arbejde på at få forbedret. Men det vigtigste i hele projektet er, at Filabel nu har fået et solidt og fleksibelt fundament, som de nemt kan udvide og basere deres forretning på i de kommende år.
Er der noget af det ovenstående du synes lyder fancy, noget du godt kan lide? Noget du gerne vil høre mere om? Eller noget, du så absolut ikke bryder dig om, og som du synes er en om'er?
Læg endelig en kommentar, så skal jeg forsøge at svare så godt jeg kan.