Kom lysår foran med produktanmeldelser
Utroligt få webshops i Danmark bruger de såkaldte produktanmeldelser. Og jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg prøver her at argumentere lidt for, hvorfor du skal bruge tid og kræfter på det før alle dine konkurrenter, og giver nogle tips til hvordan du skal gøre det.
Hvad er en produktanmeldelse?
Først skal vi lige sikre os at vi snakker om det samme. På nettet er der to forskellige typer af anmeldelser, shop anmeldelser og produktanmeldelser.
Shop anmeldelser er det du ser på f.eks. Trustpilot, og er eksterne anmeldelser af hele kundens oplevelse med din shop.
Produktanmeldelser derimod er kundernes oplevelser med individuelle produkter fra din shop, og ikke nødvendigvis hele oplevelsen med din shop. Se Coolstuff.dk for et ekstremt godt eksempel.
Hos Coolstuff kan kunderne selv indsende både tekstanmeldelser, billeder og videoer af produkterne, og det har en helt fænomenal effekt.
Det er vigtigt at skelne imellem de to typer anmeldelser. Man kan ikke bare kaste det ind under samme hat og kalde det "Reviews" af to årsager:
- Den ene er en anmeldelse af en shop, den anden er en anmeldelse
af et produkt.
- Den ene foregår på et eksternt site, den anden foregår på din egen shop.
Så skulle det vist være på det rene, resten af denne artikel vil udelukkende beskæftige sig med produktanmeldelser.
Hvorfor bruge produktanmeldelser?
Hvorfor er det jeg mener at det er så vigtigt at du kommer igang med produktanmeldelser? Hvorfor skal du bruge tid og kræfter på det?
- 92% af dine brugere læser andre kunders anmeldelser, og hele 64%
siger at anmeldelserne påvirker deres beslutning om at købe.
- I usability studier observeres det ofte, at brugere tit hopper
over din produktbeskrivelse og går direkte til
produktanmeldelser.
- Brugere researcher meget før de køber. Hvis din egen produktbeskrivelse ikke er god nok, og
ikke svarer på lige netop det spørgsmål, som den konkrete bruger
mangler svar på, så er der en sandsynlighed for at brugeren lige
vil researche lidt et andet sted også. Og dermed er der stor
sandsynlighed for, at du går glip af ordren.
Reviews er skrevet af brugerne selv, og der er derfor stor sandsynlighed for at de indeholder svaret på brugernes spørgsmål. Husk på, du er ofte så tæt på dine egne produkter, at du ikke kan se selv åbenlyse mangler i dine produktbeskrivelser.
- Har du produktanmeldelser, så er Google begyndt at fremhæve dig
i søgeresultatet, så du får ekstra opmærksomhed fra brugeren.
- Du vil få en masse nyt indhold på dine produktbeskrivelser. Og
da dette indhold er brugergenereret, vil det ofte
matche hvad folk rent faktisk søger på. Inklusiv stavefejl og alt
det der.
- Din produktside vil blive opdateret ofte, noget Google er helt
vildt med. Og det endda uden du selv behøver røre en finger!
- Du får direkte feedback på dine produkter. Og kan bruge det som
inspiration på fremtidige indkøb, markedsføringsteknikker og meget,
meget andet.
- Når al teknikken først er ordentligt oppe at køre, så er det stærkt begrænset hvor megen vedligeholdelse der er i det. Du skal bare lige holde øje med, at der ikke dukker spam anmeldelser op, eller anmeldelser, der bryder med dine retningslinier (se senere).
Der er et utal af andre årsager til at du skal kaste dig over produktanmeldelser, her har jeg bare lige brainstormet på nogle enkelte af dem.
Hvordan griber jeg det lige an?
Her kommer en hurtig opskrift på, hvordan du implementerer produktanmeldelser:
- 10 dage efter en kunde har placeret en ordre, sætter du din
shop op til automatisk at sende dem en mail. Bemærk at denne mail
må du gerne sende til kunden, uanset hvad de har krydset af under
"Nyhedsbrev", så længe du sørger for at den ikke indeholder
markedsføringsbudskaber.
- Her kommer et eksempel på, hvordan du kan formulere denne
mail:
Hej [kundenavn],
For ca. 10 dage siden sendte vi dig en pakke, vi håber du er blevet glad for den. Vi vil lige gøre opmærksom på, at du har 14 dages returret, no questions asked, og at denne returret snart udløber.
Skulle du derfor have haft problemer med nogle af produkterne, så tøv endelig ikke med at tage direkte fat i os! Vi vil så utroligt gerne hjælpe dig.
Har du haft en god oplevelse, så må du mægtigt gerne dele den med andre kunder inde på Trustpilot.
Du kan også hjælpe andre kunder til at foretage det rette valg ved at lægge en anmeldelse af de enkelte produkter inde på vores webshop. Her er det dig, der hjælper andre brugere, så skriv gerne lidt om hvordan du bruger produktet, i hvilken sammenhæng og om du evt. kombinerer det med andre ting.
[Liste over de købte produkter m. foto og direkte link til at anmelde]
- Lad dog endelig være med at udsende både ovenstående mail OG
Trustpilot's automatiske mail, hvis du er tilmeldt den service. Slå
det sammen til én mail, som du selv står for automatisk at
udsende.
- Husk at have nogle gode guidelines, og sørg for at understrege,
at anmeldelserne ikke skal bruges til kommunikation imellem kunden
og shoppen, men til kommunikation kunde og kunde imellem.
Nu har du så fået argumenterne for, hvorfor du skal gå igang med produktanmeldelser. Og oven i købet lidt af opskriften på, hvordan du skal gøre det.
Hvad står så i vejen for at du gør det?
Teknik? Understøtter din platform det ikke? Er din programmør for dyr?
Vil du virkelig lade en bunke teknik stå i vejen for din forretning? Kom nu igang før dine konkurrenter, mens det stadig kan betragtes som en first-mover konkurrencefordel.